Burmeser
Burmeseren hører til en af de mindste korthårsracer, men er faktisk en meget muskuløs kat som typisk vejer mere end den lige ser ud til. Dette samt den silkebløde skinnende pels gør at burmeseren ofte beskrives som ”en mursten pakket ind i silke”. Prikken over I’et er de udtryksfulde gyldne øjne som danner rammen om ”burmeserlooket”.
Burmeseren findes i følgende farver: brun, chokolade, lilla, blå, rød, creme og brun-, chokolade-, blå- og lillatortie hunner.
Oprindelse:
Burmeserens oprindelse kan føres tilbage til en tidlig fortid som østasiatisk tempelkat. Den moderne udgave stammer dog fra en lille brun kat, Wong Mau der i 1930 blev bragt til Amerika af en marinelæge. Hun blev parret med en siameser, hvilket resulterede i killinger der dels lignede Wong Mau selv og dels af killinger der lignede faderen. En parring mellem mor og søn grundlagde burmeseren som vi kender den i dag.
Temperament:
Burmeseren er en livlig og intelligent kat, der elsker at deltage i alle daglige gøremål. Der findes ikke noget Kilimanjaro for en burmeser, alt kan bestiges, toppen af skabene i køkkenet, de højeste hylder i et klatretræ eller allerhelst skulderen på sit menneske. Burmeseren er meget kontaktsøgende og kan bruge alt til at få sit behov dækket, familien, andre katte og endda hunde kan udnyttes til varmepude og sutteklud.
Når det gælder om at åbne døre, vinduer, skuffer og lign. står burmeseren ikke tilbage for Houdini. Derfor ses tit opadvendte håndtag i burmeserhjem. Burmeseren elsker at lege, og finder den først ud af at apportere, kan den blive ved i timevis indtil offerets arm nærmer sig en tilstand af metaltræthed. Børn og burmesere er en vældig god kombination, dens nervefaste og robuste psyke og legesyge adfærd gør den til en fantastisk lege- og sovekammerat.
Burmeseren trives fint i en lejlighed, men vil også gerne, hvis det kan ske under betryggende forhold, en tur ud i det fri.
Burmeseren er meget trofast overfor sine mennesker, meeen kommer der gæster kan man godt blive lidt jaloux, for et nyt menneskeskød er altid spændende. Burmeseren er ikke glad for at være alene, og det er ikke usædvanligt at se en flok burmesere sove sammen på meget lidt plads eller klistret med velcro til deres ejer. En fordel en kold vinteraften.
Har man een gang haft burmeser, kan man slet ikke forestille sig livet uden denne vidunderlige og hengivne kat
tekst © Marina Böhrnsen og Linda Seistrup
billeder © Marina Böhrnsen og Linda Seistrup
grafik © Killingelisten.dk
Skriv et svar