Ocicat

Ocicattens historie – den korte version:

I USA fandtes en siameser opdrætter ved navn Virginia Daly, som
længe havde ønsket at skabe en abyssinier-masket siameser. Hun
parrede brunmasket siameser med en vildtfarvet abysinnier. I 1964
parrede hun afkommet herfra tilbage til siameserlinien – og her
skete miraklet ! I kuldet lå en skøn lille elfenbensfarvet
killing med pletter, som slet ikke lignede sine siammaskede
søskende. ” Look an ocicat !” sagde Virginia Dalys datter, da den
lille killing havde en slående lighed med en ocelot . Sådan fik
katteracen sit navn. Den plettede killing blev døbt “Tonga” og
dannede herefter grundstammen i det ihærdige avlsarbejde for at
renavle det plettede mesterværk. I mange af vores dages ocicattes
stamtavler dukker Virginia Dalys stamnavn “Dalai” fortsat op. I
det senere avlsarbejde har man krydset den store solide
amerikanske korthårskat ind i de eksisterende
aby/siam-blodlinier. Herved er ikke alene ocicattens størrelse og
knoglebygning blevet markant større , men sølv-farverne er
ligeledes introduceret blandt de 12 forskellige anerkendte
ocicatte-farver.

I 1988 var avlsarbejdet i USA så fremskredent, at
katteorganisationen CFA godkendte ocicatten som en ny katterace.
I USA er ocicatten nu en meget populær katterace. I 1992 blev
ocicatten så også godkendt i Europa af den europæiske
katteorganisation FIFe. I Europa er bestanden af ocicats i stærk
fremgang, men den er ikke stor. Men særligt i vort naboland
Sverige er ocicatten blevet populær – I Danmark er ocicatten
fortsat en sjældenhed

Sådan ser en ocicat ud:

Ocicatten er en middel til stor katterace. Hunkatte vejer typisk
3-6 kg og hankattene vejer 4-7 kg. Katten er kraftigt bygget, men
samtidig muskuløs, smidig og elegant. I kattens pande findes en
“M” aftegning. På kattens hals og ben er brudte farveringe, på
resten af kroppen findes store smukke pletter. Pletterne sidder
som “tommelfinger aftryk” placeret på kroppen i et “bulls-eye”
mønster, Selv kattens maveskind er plettet. Pelsen er kort og
satinblank og fuldstændig pasningsfri !

Ocicattens øjenfarve er ikke bundet til pelsfarven – alle
øjenfarver bortset fra blå er tilladt. Typisk er øjenfarven
indenfor nuancerne ravgul, grøn eller brun.


Ocicats findes i 6 grundfarver, med 6 afledte sølv-varianter:

Tawny (mørk sort/vildtfarvet) og sort-sølv,

Chocolate (chokolade/varm brun) og chocolate-silver,

Cinnamon (kanel/rødlig) og cinnamon-silver,

Lilac (lilla/lavendel) og lilac-silver,

Blue (blå) og blue-silver,
Fawn (beige) og fawn-silver.

Sådan er en ocicat :

Temperamentsmæssigt minder ocicatten mere om en glad og hengiven
hundehvalp end en farlig junglekat. Ocicatten har efter vores
mening fået det bedste fra de katteracer den er bygget over: Den
er intelligent som en siameser, den er livlig og sjov som en
abyssinier og den er hengiven og kærlig som en amerikansk
korthår. Det er kort sagt en aktiv, sjov, social og meget
hengiven kat. Dens intelligens gør den let at opdrage. Den vil
med glæde lære små tricks og nogle ocicatte apporterer deres
legetøj med en iver, som kun en legesyg hundehvalp kan gøre den
efter.

En ocicat vil hellere sidde på din skulder og spinde dig i øret,
mens den “hjælper” dig med opvasken – end den vil ligge stille i
sofaen og lege silkepude. Ocicatten kræver din kærlige
opmærksomhed og tid, men man bliver rigeligt belønnet af dette
glade og underholdende kattedyr. Ocicats trives bedst med
selskab, plads og masser af legetøj


tekst © Kirstine Østergaard

grafik © Killingelisten.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*